Hver sommer er der især ét spørgsmål, jeg kan være sikker på dumper ind i min indbakke en håndfuld gange: Skal jeg knibe hanblomsterne af mine agurkeplanter?

Det er et spørgsmål, der har hjemsøgt mig, for der er mange, som insisterer på, at hanblomster giver bitre agurker. Fra haveforfattere og frøforhandlere, til gamle havefolk, der har dyrket agurker i flere år, end jeg har eksisteret – og Googler man det, bliver man mødt med et utal af resultater om, hvor vigtigt det er at få pillet de skide hanblomster af, for ellers vil dine agurker blive bitre.

Problemet er bare, at det ikke er sandt.

Indtil videre, har jeg givet følgende svar, når jeg er blevet spurgt om man skal knibe hanblomster af agurkeplanterne:

Jeg kniber ikke selv hanblomsterne af mine agurker, og har aldrig haft problemer med bitre frugter.

/ Cecil Grubbe

Men hold op, hvor er det et utilfredsstillende svar i min ører, for det svarer jo ikke på hvorfor!

Hvorfor er der så mange, der insisterer på, at hanblomster = bitre ad-gurker? Hvorfor er netop min have ligeglad med agurke-loven? Hvorfor er der ikke nogen, der kan give mig et utvetydigt svar på, hvorfor agurker skulle blive bitre af at blive bestøvede?

Men nu har jeg endelig haft tid og mulighed for at undersøge agurke-bestøvning nærmere, og komme til bunds i, hvad der er oprigtigt gode haveråd, og hvad der er myter. Svaret er egentlig simpelt, men mængden af misforståelser og misinformation, der florerer, har givet mig et par grå hår til samlingen.

Kort fortalt, og lidt forsimplet

For at forstå agurker, skal man egentlig bare vide 3 ting:

• Gamle og åbentbestøvede sorter af agurker skal bestøves for at sætte frugt. Fjerner man alle hanblomsterne på dem, vil man derfor ikke få nogen agurker.
• Nogle nyere sorter, ofte F1-hybrider, kræver ikke bestøvning for at sætte frugt. Hvis ikke de bliver bestøvet, får de frugter uden frø, hvilket nogle foretrækker.
• Hvis dine agurker er bitre, er det højst sandsynligt fordi planten er stresset. Nogle sorter får også en tyk, bitter skal, jo større frugten bliver, og skal enten høstes tidligt eller skrælles inden brug.

Men for at vide, hvad der er myte, og hvad der er oprigtigt gode haveråd, bliver vi nødt til at dykke lidt ned i agurkens historie, og hvordan vi har forædlet planten gennem tiden.

Lille advarsel: historien inkluderer lidt blid botanik, og nogle detaljer er ret forsimplede, da jeg ellers ville ende med en bog i mindst 3 bind. Du kan finde kildehenvisninger i bunden af siden, hvis du er interesseret i at tage samme tur ned i det helt dybe kanin-hul som mig.

De første agurker: Blomsten og bien

Vi starter lige ca. 3.000 år tilbage i tiden, i det vi i dag kalder Indien. Her begyndte man at dyrke vilde agurker, Cucumis sativus var. hardwickii. De vilde agurker var nogle små bitre sataner på ca. 2,5 x 3,5 cm, men efter mange generationers forædlingsarbejde, er de blevet til de agurker vi kender og elsker i dag, Cucumis sativus var. sativus.

Det er ikke helt klart, hvornår agurker kom til Europa – og meget tyder på, at det også skete af flere omgange. Der er fundet tekster og illustration fra det 5. århundrede, men det er svært at skelne mellem agurker og meloner, cucumis melo, da de på det tidspunkt lignede hinanden meget.¹

Han- og hunblomster

Til at starte med, var der kun én type af agurker: Enbo (monoecious), hvilket vil sige at planterne både har han- og hunblomster. Når insekterne flyver fra blomst til blomst, bærer de pollen fra hanblomsterne til hunblomsterne. Pollen finder vej ned til et frøanlæg i hunblomsten, og befrugter et af de mange små begyndende frø.²

Når et frø bliver befrugtet, sætter det gang i en kædereaktion: der bliver produceret plantehormoner, som får frugten omkring frøet til at svulme sig op, og frøet til at modnes. Vi høster oftest agurkerne, når frugterne er svulmet op, men inden frøene modnes – modne agurker, minder mere om honningmeloner, med en hård, gullig skræl og store frø.

Frugten svulmer kun op omking de frø der bestøves successful. Hvis ikke der er nok insekter til at bestøve, og hunblomsten kun bliver delvist bestøvet, kan det resultere i misformede agurker – ofte tykke i den ene ende, og tynde i den anden.³

Bliver der ikke befrugtet nok frø, vil planten dog ofte smide frugten, og fokusere energien på andre blomster og frugter. Fra plantens side, er målet jo at få så mange modne frø som muligt, for at sikre overlevelsen af den næste generation af agurkeplanter.

De fleste gamle sorter af agurker er af denne type: enbo planter, som får både han- og hunblomster på samme plante, og kræver bestøvning for at danne frugt. Dem skal man derfor ikke nippe hanblomsterne af.

Hvordan ser man forskel på han- og hunblomster?

Hanblomsterne kommer typisk et par uger før de første hunblomster, så de er klar til at bestøve hunblomerne så snart de åbner sig. Hunblomsterne kommer senere, og man kan kende dem, ved at stænglen bag blomsten er tykkere – det er begyndelsen på frugten.

Bierne blev fyret: Agurker med jomfru-frugter

I slutningen af 1800-tallet startede industrialiseringen af den vestlige verden, hvilket blandt andet påvirkede agurken på to måder:

• Det stigende indbyggertal lagde pres på fødevareproduktionen – vi ville have flere agurker, og de skulle produceres hurtigere, billigere og på mindre plads.
• Industrialiseringen var startskudet til den sjette store massedød af plante- og dyrearter, hvilket inkluderer tabet af insekter der kan bestøve blomster.

Der blev dyrket agurker i lange monokulturelle baner, og udviklet nye sorter, der satte flere blomster, og kunne producere et større udbytte. Men det gav problemer med bestøvningen, og selv med hjælp fra vores mindste landbrugsdyr, honningbien, stod vi med et optimeringsproblem.

Løsningen var parthenokarpiske sorter, også kaldet jomfru-frugter, som ikke behøver at blive bestøvet, for at danne frugt. Det kan sammenlignes med dyrerigets partenogenese, hvor et hundyr kan producere afkom, uden at et handyr har blandet sig (i planteriget hedder det mere egentlig mere præcist apomixis, men det er et helt skriv for sig selv).

Jomfru-frugter er ikke noget nyt – vi har haft parthenokarpiske figner i over 10.000 år, men det var først i 1890’erne, at vi kan finde de første noter om jomfrufrugter. I 1902 beskrev den tyske botanist Fritz Noll først fænomenet.⁴⁵

I 1907, begyndte Leslie R. Hawthorn og Richard Wellington fra the New York State Agriculture Experiment Station, der hører under Cornell University i USA, at undersøge muligheden for at udvikle parthenokarpiske agurker. Man havde på det tidspunkt allerede kendskab til, at nogle engelske sorter af agurker ind imellem kunne danne frugt uden bestøvning. Med de engelske sorter som udgangspunkt, og mange års krydsnings- og forædlingsarbejde, kom den første parthenokarpiske sort på markedet i 1930: agurken ‘Geneva’.⁶

Det er her myten så småt begynder: Hvis parthenokarpiske agurker bliver bestøvet, kan man få et uønsket resultat: frø i frugten. Jeg har dog ikke kunne finde noget, der tyder på, at det kan forårsage bitre agurker – i hvert fald ikke betydeligt. Til gengæld fandt man ud af, at folk ville betale 2,5 gange mere for en agurk uden frø og at jomfru-frugter var hårdere, hvilket gjorde dem lettere at transportere, og gav en længere holdbarhed på hylden. Kapitalistisk jackpot.⁷

Så fra et økonomisk synspunkt, kom det gode råd til producenterne: Hvis i piller alle hanblomsterne af jeres parthenokarpiske agurkeplanter, kan I høste agurker uden frø, og tjene betydeligt mere på jeres høst.

Planter uden hanblomster

Næste kapitel i agurke-historien var udviklingen af tvebo sorter. Tvebo betyder, at alle blomsterne på planten er af samme køn, enten han- eller hunblomster. Tvebo planter kan deles op i to kategorier:

• Planter der får hunplanter med hunblomster, og hanplanter med hanblomster (dioecious).
• Planter der kun får hunblomster, og ingen hanblomster (gynoecious).

For agurker betød det et forædlingsarbejde, hvor man undertrykte udviklingen af hanblomster i planten, og dermed endte med en sort, der kun fik hunblomster (gynoecious). Det havde flere fordele – blandt andet:

• Planten satte flere hunblomster, da den ikke skulle bruge energi på hanblomsterne, og kunne dermed producere flere frugter per plante.
• Blomstringsperioden blev kortere, og frugterne modnes sammen så de kunne høstes på én gang – f.eks. med hjælp af maskineri.
• Den første F1-hybrid agurk, ‘Burpee Hybrid F1’, kom på markedet i 1945, men det var dyrt og besværligt at producere frø af hybrid agurker. Tvebo sorter gjorde det betydeligt lettere og billigere, da man ikke skulle håndbestøve hver blomst, for at sikre en korrekt krydsning.⁸

I 1960 lykkedes det Peterson og Anhder fra Michigan State University, at udvikle den første tvebo-agurk. I 1962 kom den første kommercielle tvebo agurk på markedet, hybriden ‘Spartan Dawn F1’.⁹

Men selvom de ikke satte hanblomster, skulle disse nye tvebo-sorter stadig bestøves for at sætte frugter. Derfor skulle man plante ca. 10-15% enbo-agurker, der satte hanblomster, sammen med de rent hunblomstrende planter. Så selvom det gav et højere udbytte, og gjorde det muligt at høste hele udbyttet på én gang med hjælp fra maskiner, havde man stadig udfordringen at skaffe nok bestøvere.

Den perfekte agurk til industriel masseproduktion

Vi er nu nået til et punkt i agurkens historie, hvor vi har tre forskellige typer af agurker:

• De originale sorter, der får både han- og hunblomster, som skal bestøves for at sætte frugt (enbo agurker).
• De nye sorter, der kun får hunblomster, som skal bestøves for at sætte frugt (tvebo agurker).
• De nye sorter, der også både får han- og hunblomster, men ikke behøver at blive bestøvet for at sætte frugt (parthenokarpiske enbo agurker).

Med de to første, var det problematisk at sikre en god bestøvning, for at få et stort udbytte af perfekt-formede agurker. Ved den sidste, var det nu en udfordring at undgå bestøvning, da agurker uden frø var betydeligt mere værd. Der er selvfølgelig også en halvlang liste med andre fordele og ulemper, men for ikke at miste forstanden, fokuserer vi lige på bestøvnings-delen her.

Vi fik selvfølgelig den geniale idé at krydse de to nye typer af agurker vi havde udviklet, for opnå den ultimative frankenstein-agurk: Parthenokarpiske tveboer. Resultatet er en agurkeplante, som:

• Ikke behøver at blive bestøvet for at sætte frugt.
• Ikke får hanblomster, der skal fjernes for at undgå frø i frugterne.
• Sætter flere hunblomster, og dermed flere frugter.
• Har en kort blomstringstid, så frugterne modnes og kan høstes på én gang, evt. med maskine.

Første beskrivelse af en parthenokarpiske tvebo agurk, som jeg har kunnet finde, er af sorten ‘Wisconsin 2757’, fra 1982.¹⁰ I dag er de fleste parthenokarpiske agurker også tvebo.

Den perfekte agurk til køkkenhaven

Jeg kan ikke tale for alle, men personligt har jeg ikke helt de samme ønsker til en god agurk, som de store kommercielle producenter. Jeg har måske heller ikke samme ønsker, som dig – smag er subjektivt, og vores haver og dyrkningsforhold er forskellige. Den perfekte agurk til dig, er den der passer til dig, din have og din hverdag. Men for at få en idé om, hvad det er, vil jeg lige let og elegant gennemgå nogle af mine overvejelser.

Modningstid

Jeg vil meget hellere kunne høste agurker over en længere periode, end at stå i uge 29 med 117 agurker, og sige: “det var så det”. Derfor giver gamle sorter god mening for mig, end de nyere tvebo og parthenokarpiske sorter, hvor frugterne modnes indenfor en kortere periode.

F1-hybrider

Jeg er af den overbevisning, at frø er vores fælles arv – de planter, der ligger til grundlag for vores mad, burde ikke ejes af nogen, og bør være tilgængelig for alle. Det er til diskussion, at der kan være store fordele ved at udvikle F1-hybrider, og takket være dem, er der folk, der er blevet mættet, som ellers ville sulte – men generelt synes jeg, de giver mere mening i industrien, end i min have.

At dyrke åbentbestøvede sorter i vores køkkenhaver, gør at vi alle har mulighed for at høste vores egne frø, og fra dem dyrke planter med samme gode kvaliteter som moderplanten. Hvis vi mister de åbentbestøvede sorter, mister vi muligheden for at dyrke planter, der fra generation til generation kan tilpasse sig forholdene i vores køkkenhaver, fremfor komercielle dyrkningsforhold. Vi mister en del af det, der gør det muligt at være selvforsynende, og muligheden for selv at kontrollere og eje vores eget fødevaregrundlag.

Hårdførhed og resistens

Når vi dyrker agurker i vores køkkenhaver i Danmark, er det under andre forhold end når de bliver dyrket kommercielt i store drivhuse, eller under varmere himmelstrøj.

Der er forskel på, om en sort er fremavlet til at være højtydende i et klimakontrolleret drivhus, eller at kunne give et pålideligt udbytte i et lille drivhus i vores baghave, selvom vejret i år ikke har været optimalt.

Der er også forskel på, om en sort er blevet fremavlet til at blive dyrket i store, nærmest sterile monokulturelle produktioner, og kunne holde til brug af diverse pesticider, eller have en naturlig resistens overfor sygdomme og skadedyr, når den dyrkes i en køkkenhave blandt mange andre arter, og i en højere biodiversitet.

Nye sorter

Det er dyrt at udvikle nye sorter, så de bliver oftests udviklet til industrien, hvor der er penge og incitament til at financiere arbejdet. Men det gør også, at nye sorter er mindre egnede til køkkenhaver.

Der er mange sorter, der er gået tabt siden 1950’erne, eller kun lever videre i private køkkenhaver, hvor man har gemt frø år efter år. Der er heldigvis kommet mere fokus på at bevare vores frø-diversitet de seneste år, og hvor vigtigt det er, at vi alle har mulighed for at høste vores egne frø, og ret til at bytte frø mellem haver.

Hvordan smager en agurk?

Vandet? Et vagt hint af citrus? Grøn?

Mange af os er blevet vante til, at en agurk smager af den der lange, mørkegrønne og glatte agurk fra købmanden, der har ligget i køleskabet en uges tid. Men for mig er det lidt som at sige, at alle mennesker ligner Barbie og Ken – og det kan vi vist alle godt blive enige om, ikke passer. Det er et masseproduceret koncept af noget der minder om et menneske, men på mange måder er ret langt fra det – og har et massivt markedsføringsbudget bag sig.

Agurker kan være lange, korte, tykke eller tynde, have et farvespektrum der spænder fra en mørk nåleskov til en solrig løvskov, med både gule og hvide nuancer. En lun, nyplukket agurk fra drivhuset, smager for mig af sommerferie hos mine mostre, da jeg var barn. Sprøde, så saften næsten eksploderer når man tager en bid, og både sur, sød og bitter, med noter af citrus og smækfyldt af vaskeægte agurke-smag.

Hvilken sort kan anbefales?

Hvis jeg skulle vælge én agurk, ville det nok være ‘Tanja’ – en gammel, pålidelig sort, der egner sig godt til vores forhold her i Danmark, og smager skønt af sommer. Den kan høstes tidligt som snack-agurk, til syltede agurker eller til salaten – og hvis man lader den modne, også syltede asier.

Til pickles vil jeg anbefale mundfulden ‘Vorgebirgstrauben’, og hvis man gerne vil have en gammel sort der minder mere om det man er vant til fra købmanden, er ‘Telegraph Improved’ et godt udgangspunkt.

Men hvorfor bliver agurker så bitre?

Der er nogle planter, blandt andet avocado og auberginer, hvor bestøvning og frødannelse kan påvirke smagen af frugten til den bitre side. Men jeg har ikke kunne finde nogle undersøgelser, der tyder på, at det skulle være årsagen til bitre agurker. Jeg kan derimod finde meget, der tyder på, at det afhænger af sorten, og hvorvidt planten er stresset eller ej.

Agurker producerer bitterstoffer (cucurbitaciner) som forsvarsmekanisme mod sygdomme og skadedyr. Det er en naturlig pesticid – et våben mod fremmede organismer, der truer planten, som del af deres imunforsvar. I større mængder, er det også giftigt for os, og man bør derfor ikke spise agurker, der er så bitre, at de er svære at sluge.

Nogle sorter får en bitter skal

En stor del af vores forædlingsarbejde af agurker, har været at avle bitterheden ud af frugterne. Der er stadig nogle sorter, typisk nogle af de gamle drenge, som får en tyk og bitter skræl, som de modnes. De kan enten høstes mens de er små og umodne, eller skrælles inden de kommes i maden.

Agurker bliver bitre af stress

Når vi bliver stressede, påvirker det vores immunforsvar – og det samme gælder for planter. For agurker, kan det få dem til at producere flere bitterstoffer, både i blade, stængler og frugter.

Agurker kan blive stressede af:

• For meget varme eller kulde.
• Store temperatursvingninger.
• Ujævn vanding – især perioder af tørke, efterfulgt af overvanding.

Agurker foretrækker temperaturer mellem 15-35 °C – men det kan være svært at styre, især i et lille drivhus. Står solen lige på, kan der i et lukket drivhus hurtigt blive over 35 °C, og er der vindstille, kan det være svært at få luftet ud hurtigt nok.

Det hjælper, hvis man kan åbne i begge ender af drivhuset, så der kan skabes gennemtræk, og evt. i taget, så den varme luft kan slippe ovenud. Man kan også kalke glasset, eller sætte skyggenet op, for at reducere drivhuseffekten.

For at undgå kolde nætter, kan man sørge for at lukke drivhuset om aftenen, og evt. forsøge sig med at lægge sten eller vandbeholdere i drivhuset, som kan varmes op i løbet af dagen, og afgive varme i løbet af natten.

I forhold til vanding, bør jorden altid holdes fugtig. En god muldjord med højt indhold af organisk materiale, kan hjælpe med at holde på vand og næring, samtidig med at den tillader overskydende vand at dræne fra planterne.

Man kan tjekke, om det er tid til at vande, ved at stikke en finger i jorden. Når de øverste 2 cm er tør, er det tid til at vande – gerne grundigt, så jorden bliver gennemvædet, og får mulighed for at suge til sig, helt ned til de nederste rødder. Ellers risikerer man, at der kommer tørre jordlag, og det kun er det øverste lag jord, der egentlig bliver vandet.

Modstridende information i havebøgerne

Hvis jeg kigger i mit Nordisk Illustrerede Havebrugs Leksikon fra 1912, altså før tvebo og parthenokarpiske agurker kom på markedet, står der:

Agurker fordrer, naar den dyrkes under Glas, meget rigeligt Vand, og den maa aldrig blive tør, thi da standser Væksten, og Frugterne bliver spidse og bitre; vander man, bør man grundvande.

/ Nordisk Illustreret Haveleksikon, 1912
Redigeret af L. Helweg

Let og simpel forklaring, der giver mening – og anden litteratur fra den tid, jeg har fundet, skriver noget ligende.

Men da jeg gennemgik mine nyere havebøger og online ressourcer, som jeg ellers ville anbefale som pålidelige kilder, fik jeg en mindre eksistentiel krise.

Her er det ca. 50/50, om bitterhed skyldes stress, eller hanblomster der ikke er blevet fjernet, og dermed har bestøvet hunblomsterne. Der er nogle der skriver, at hanblomster altid skal fjernes, lige meget hvilke sorter man dyrker, og andre der skriver at de aldrig skal fjernes.

Nogle mener også, at det kun er på drivhusagurker hanblomsterne skal fjernes, men ikke på frilandsagurker – men hvad er en drivhusagurk? Nogle mener, at drivhusagurker er salatagurker, slangeagurker, eller bare ”de lange, mørkegrønne og glatte agurker”. Andre mener, at drivhusagurker er salatagurker, der kræver mere varme, og dermed bør dyrkes i drivhus, i modsætning til salatagurker, der kan dyrkes på friland, og dermed er frilandsagurker.

Problemet er bare, at der ikke er nogen, der virker til at være helt enige, om hvilke forhold en sort trives med, ikke nødvendigvis siger noget om, hvorvidt den skal bestøves eller ej. Der er ingen fast definition for, hvad der er en drivhusagurk, salatagurk, frilandsagurk, slangeagurk, madagurk, skoleagurk, asieagurk eller drueagurk – nogle sorter kan dyrkes til flere formål.

Hvor kommer myten fra?

Mit bedste gæt er, at de mange modsigende haveråd i stor grad skyldes dårlig markedsføring. Der blev på meget kort tid udviklet mange nye sorter, der hurtigt blev populære indenfor kommerciel dyrkning. Blandt andet nye sorter, der ikke behøvede at blive bestøvede, kun fik hunblomster, var hybrider og blev markedsført som “bitterfri”.

Hvis de sorter, der kun får hunblomster, bliver stressede, kan de dog sætte enkelte hanblomster. Det kan tænkes, at “husk at fjerne evt. hanblomster på disse bitterfrie agurker, for at sikre frugter uden frø”, med tiden blev til “husk at fjerne evt. hanblomster, ellers bliver frugterne bitre” – hvilket det også kan virke til, selvom den egentlige grund til bitterheden, er den stress der fik planten til at sætte hanblomster til at starte med.

Men det er ikke så simpelt at kommunikere forskellen på enbo, tvebo og parthenokarpiske sorter kort og tydeligt. Da de hunblomstrende, jomfru-frugtende F1-hybrider blev populære i slutningen af 1900-tallet, blev de gamle enbo-sorter lagt i glemmebogen. Men nu hvor de er begyndt at blive opulære igen, står vi med en masse agurkeinformation, der ikke passer på dem.

Praktisk konklusion

Der er meget man skal huske på og kan bekymre sig over, når man har en køkkenhave – men hanblomster på agurkerne, er ikke en af dem. Baseret på den litteratur jeg har kunne finde, samt mine egne erfaringer med agurkedyrkning uden hanblomst-knibning, vil jeg anbefale at man fokuserer på at passe godt på sine agurkeplanter i stedet, så de trives og ikke bliver udsat for unødigt stress. I så fald, burde det værste der kan ske, være at du får lidt frø i frugten.

Realistisk set, har jeg jo nok også misforstået og/eller overset noget i min tur ned i agurke-kaninhullet. Gør mig endelig opmærksom på det, så det kan rettes – for hvad ved bønder egentlig om agurkesalat.

/Cecil 🌱

---

1. Paris, H. S., Daunay, M., & Janick, J. (2011). Occidental diffusion of cucumber (Cucumis sativus) 500–1300 CE: two routes to Europe. Annals of Botany, 109(1), 117–126. https://doi.org/10.1093/aob/mcr281. https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC3241595/ ↩︎
2. Toogood, A., & Society, R. H. (2019). RHS propagating plants: How to Create New Plants For Free. Dorling Kindersley Ltd. ↩︎
3. Cucumber pollination. (2022). The Pennsylvania State University. https://pollinators.psu.edu/assets/uploads/documents/Cucumber-Pollination.pdf ↩︎
4. Noll, F. (1902). Fruchtbildung ohne vorausgegangene Bestaubung (Parthenokarpie) bei der Gurke. In Gesellschaft für Natur- und Heilkunde zu Bonn. ↩︎
5. Gustafson, F. G. (1942). Parthenocarpy: Natural and artificial. ˜the œBotanical Review, 8(9), 599–654. https://doi.org/10.1007/bf02881046 ↩︎
6. Hawthorn, L. R., & Wellington, R. (1930). Bulletin: Number 580: Geneva, a greenhouse cucumber that develops fruit without pollination. Cornell University. http://ecommons.cornell.edu/bitstream/1813/4556/1/bulletin580.pdf ↩︎
7. Sharif, R., Su, L., Chen, X., & Qi, X. (2022). Hormonal interactions underlying parthenocarpic fruit formation in horticultural crops. Horticulture Research, 9. https://doi.org/10.1093/hr/uhab024 ↩︎
8. C. Wehner, T., & W. Robinson, R. (1991). A brief history of the development of cucumber cultivars in the U.S. The Cucurbit Genetics Cooperative (CGC). Retrieved June 28, 2024, from https://cucurbit.info/1991/07/a-brief-history-of-the-development-of-cucumber-cultivars-in-the-u-s/ ↩︎
9. Staub, J. E., Robbins, M. D., & Wehner, T. C. (n.d.). Cucumber. In Handbook of Plant Breeding. https://doi.org/10.1007/978-0-387-30443-4_8 ↩︎
10. Peterson, C. E., Williams, P. H., Palmer, M., & Louward, P. (1982). Wisconsin 2757 Cucumber1. HortScience, 17(2), 268. https://doi.org/10.21273/hortsci.17.2.268 ↩︎